På bare en uge havde 400.000 set Frederikkes video: Det resulterede i en pladekontrakt med Universal

Frederikke Borst Hansen er så dygtig til at synge, at hun har fået en pladekontrakt hos Universal, men hun vil ikke leve af musik.

Af Jacob Clemen

Ambitiøse unge musikere sender hver uge sange ind til de store pladeselskaber i Danmark. Nogle er så gode, at de kommer igennem nåleøjet, andre får et blankt nej – og så er de få, der bliver opdaget af talentspejdere. Én af de heldige få er Frederikke Borst Hansen.

Frederikke føler sig enormt heldig og stolt over at få muligheden for at lave professionel musik, men alligevel synes hun det er fjollet, at den etablerede musikbranche vælger at skrive til hende i stedet for de mange ansøgere, som sender E.P efter E.P ind til pladeselskaberne:

”De her store pladeselskaber har jo de her kæmpe talenttjenester, hvor du kan sende din musik ind, som man har arbejdet på i flere år, og så vælger de at skrive til en eller anden sød jysk pige, der ikke vil lave musik, om hun ikke nok vil lave musik.”

@frederikkeborst

Karantænen fik mig til at overveje hvad der ville ske hvis jeg spillede den her sang på klaver. #ben #tessa #fyp #benhård @tessa__okay

♬ original sound – Frederikke Borst Hansen
Frederikke blev opdaget ved hjælp af denne video, som over 400.000 har set – det er i øvrigt også hendes første. Video: Frederikke Borst Hansen

Den professionelle erkendelse

Musikbranchen har været under udvikling igennem de seneste 10 år. CD’er og plader er skiftet ud med streamingtjenester, såsom Spotify og Itunes. Men man tjener ikke nær så meget på streaming, som man gjorde på at sælge CD’er og plader.

Faktisk er gennemsnitsindtjeningen så lav, at det ikke kan betale sig for de fleste musikere kun at lægge musik op online.

Man er derfor også nødt til at lave koncerter for at få økonomien til at køre rundt. Det mener Frederikke Borst Hansen er en skam:

”Jeg synes, det er drønærgerligt. Det er bare ikke alle musikere, der trives på en scene. Så du kan ikke bare være musiker, du skal også være performer.”

Og en performer vil Frederikke ikke beskrive sig som:

”Jeg kan ikke lide opmærksomheden ved at være ude og spille. Jeg tror faktisk, jeg har lidt sceneskræk”, smågriner hun.

Niveauet modstrider ambitionen

Selvom Universal har en ambition om, at Frederikke skal op på hitlisterne, afviser hun det blankt:

”Musik har aldrig været noget jeg skulle leve af – og det er det heller ikke nu. For mig er det at være signet af et pladeselskab, lidt som at gå til håndbold – det er en fritidsinteresse. Dem som poster penge i mig har en ambition om, at jeg skal til tops på hitlisterne. Jeg gider ikke have et hit på top 20, som jeg ikke kan stå inde for. Jeg vil gerne lave noget musik, som jeg er glad for.”

For Frederikke er musik dermed ikke et middel til at blive mangemillionær. Det er et slags sprog. Et sprog hun bruger til at formidle følelser. Hendes formål med musikken er at kommunikere – ikke at blive rig.

”Jeg har altid været fascineret af ord. Jeg har prøvet at skrive digte, har prøvet at skrive debatindlæg, noveller og alt muligt andet. Jeg har bare fundet ud af, at mine ord kommer til sin ret, hvis jeg synger dem.”

Du kan finde Frederikke Borst Hansens musik under det simple kunstnernavn: Frederikke på dine streamingstjenester

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *